Forsiden arrow Nyheder arrow Nyheder arrow Bestyrelsesberetning 2008
 
  XnRnXZvLpO www.hosin.dk
Bestyrelsesberetning 2008 Udskriv E-mail

Det har været et meget omskifteligt år med flere kriser. Alene at det er mig og ikke Tommy der laver denne beretning siger lidt om omskiftelighederne.

For at starte med kriserne: Manglende trænerkapacitet førte til en ekstra generalforsamling, hvor vi blev reddet på målstregen for lukning, idet Stefan dukkede op og tilbød sin hjælp. Siden har han været fast træner og en af grundpillerne i træningen. Det vil jeg hermed takke ham for. Samtidig oplevede vi at klubbens medlemmer og forældre bakkede 100% op om klubben. Dels til den ekstraordinære generalforsamling, dels har der været usvigeligt fremmøde fra medlemmerne til alle træninger. Det har været dejligt at se, at I har troet på det.

En anden krise vi har haft er Tommys skader. Det er ikke helt overstået endnu.

Endelig har vi en sidste krise afledt af den omrokering i bestyrelsen, som vi foretog efter generalforsamlingen, jeg blev formand. Kassereren trak sig og Tommy er kasserer i stedet. Det har vist sig ikke, at være hensigtsmæssigt med en kasserer, der ikke har sin daglige gang i klubben. Regnskabet der blev afleveret, var ufuldstændigt bogført, kvitteringer var ikke underskrevet osv. Der har været manglende indkrævning af kontingenter mm. Dels fordi vi ikke vidste om klubben skulle fortsætte. Mere herom af kassereren.

I øjeblikket ser bestyrelsen således ud:

Formand: Kerstin - genopstiller
Næstformand: Johnny – afgår, mangler kandidat
Kassereren: Tommy - genopstiller
Bestyrelsesmedlem: Jette – genopstiller
Sekretær: ingen – mangler kandidat
2 suppleanter: ingen – mangler 2

Vi mangler 2 medlemmer til bestyrelsen og 2 suppleanter

Vi har et aktivitetsudvalg som består af Steen – Jakobs far.

På positivsiderne er klubbens daglige gang. Der er kommet flere nye udøvere til – selvom vi ikke har gjort noget for at reklamere for os. Vi har afholdt LAN, gradueringer, jule og fastelavnsarrangement, sommermøde hos Jakobs forældre. Vi var på udflugt til Horsens. Alt sammen arrangementer med god opbakning fra alle. Tak for det.

Vi har sendt 4 til hjælpetræner kursus. Det er en vigtig strategisk manøvre for at sikre fremtidige trænere fra egne rækker. Andre nye tiltag: Vi har skiftet bank, Johnny har arbejdet meget med hjemmesiden – der er et punkt på programmet i dag, hvor vi vil vise mulighederne. Stor tak til ham. Vi håber udøvere og forældre vil bruge hjemmesiden som kommunikationsmiddel. Der er chatadgang. Vi vil gerne arbejde med at opdatere adresser også på forældre, så det er lettere for forældre at komme i kontakt med hinanden. Vi kan snakke mere om det, når vi når til det punkt på dagsordenen.

Vi har opstartet en mentorordning: Dvs. hver udøver har en træner som mentor. Mentorens opgave er at finde og styrke elevens stærke sider og få ideer til, hvilke ønsker eleven har og udarbejde nogle mål sammen med eleven. Det er tanken at vi hen ad vejen vil skrive målene i deres bog. Der vil blive afholdt jævnlige samtaler, ca. 3-4 gange om året. Samtidig er bestyrelsen udnævnt som mentor for trænerne. Dette for at sikre at trænernes udvikling bliver hørt og styrket.

Vi har opstartet en rollemodelordning. I øjeblikket er Cecilie og Nis rollemodeller. Dvs. vi har bedt dem om at tage sig ekstra af nye medlemmer.

Planer for fremtiden: Vi har planer om at styrke trænergruppen – dels med kurser – hjælpetrænerkurser, men også få gæsteundervisere. Vi skal snart graduere de nyeste tilkomne elever.

Vi ønsker en udvikling i retning af flere aktive forældre. Dette med henblik på at af laste trænerne. Vi ønsker at bruge trænernes kræfter til det primære trænerarbejde og udvikling af deres egne kapacitet. Så kan praktiske ting overtages af os andre – dog med forbehold for kassererposten. Den bør en aktiv udøver have.

Vi kunne tænke os at arrangere en weekend-lejr. Evt. med forældre. Der er Kolding løb d. 18.5.08. Vi plejer at deltage og gerne med forældre, ægtefæller mm. Til 5 km løb. Man kan stille op til 10 og halvmarathon.

Vi vil spørge om der er interesse for at klubben kommer med på sommerlejr den første uge i sommerferien. Det kræver forældretilstedeværelse.

Vi skal i gang med at reklamere for os – et arbejde, forældre gruppen kan arbejde med. Jeg forestiller mig at bestyrelsen hen ad vejen danner ad hoc grupper, som løser velafgrænsede opgaver.

Jeg er ikke på valg i år som bestyrelsesmedlem. Jeg fortsætter gerne som formand. Men det kan bestyrelsen tage stilling til, når den konstituerer sig selv. Jeg ser mit arbejde som formand som værende sparringspartner og mentor for trænerne. Igangsætter og overvåger af, at klubben trives. Men jeg håber på, at meget kan uddelegeres. Dels for at aflaste mig – dels for at aktivere de store ressourcer klubben har blandt medlemmerne.

Kolding d. 19.4.2008 Kerstin Henriksen

 
< Forrige   Næste >
 
 
Advertisement
(C) 2010 Kolding City Taekwondo Klub - HoSin
Free Joomla Template designed by funky-visions.de